Danmarks Innovationsfond har grebet muligheden for at sætte uforbrugte kvantemidler i arbejde. Fonden åbner nu en ny ansøgningsrunde med 49 mio. kr. til test- og demonstrationsfaciliteter, der skal bane vej for skalering og bringe dansk kvanteteknologi tættere på anvendelse og marked.
Danske kvantevirksomheder og forskningsmiljøer har brug for faciliteter, hvor de kan teste, demonstrere og videreudvikle deres teknologier.
Derfor bringer Danmarks Innovationsfond nu uforbrugte midler, der allerede var øremærket kvanteteknologi, i spil i en ekstra Q-TEST-ansøgningsrunde. Målet er at accelerere opbygningen af test- og demonstrationsfaciliteter, som kan hjælpe kvanteteknologi tættere på anvendelse og marked.
Muligheden er opstået, fordi 40 mio. kr., der var afsat til dansk deltagelse i europæiske kvanteaktiviteter gennem EuroHPC, ikke forventes at kunne udmøntes i 2026 som følge af en ændret tidsplan. Med Finansudvalgets tilslutning kan midlerne i stedet sættes i arbejde gennem Q-TEST. Sammen med resterende midler fra første runde skal de accelerere opbygningen af test- og demonstrationskapacitet til gavn for det danske kvanteøkosystem.
Rammer og vilkår er de samme som i første ansøgningsrunde. Ansøgningsfristen er 11. november 2026.
