Udmøntning af statslige midler
Skal jeres ministerium eller styrelse udmønte statslige forskningsbevillinger, skal Danmarks Innovationsfond inddrages i processen.
Det kan for eksempel være, hvis I har et program, en handleplan eller midler afsat på finansloven, som skal udmøntes gennem årlige opslag, tematiske indsatser eller konkrete bevillingsrunder med forskningsindhold.
Vores rolle
Danmarks Innovationsfond godkender uddelingsproceduren og tilrettelægger eller godkender den forskningsfaglige vurdering af ansøgningerne. Formålet er at sikre, at uddelingen sker på et objektivt og forskningsfagligt grundlag.
Kontakt os gerne tidligt i processen, så vi sammen kan afklare opslag, procesplan, vurderingskriterier og hvilken model der skal anvendes til den forskningsfaglige vurdering.
-
Danmarks Innovationsfond skal godkende uddelingsproceduren og den forskningsfaglige vurdering af ansøgninger ved ministeriers uddeling af statslige forskningsbevillinger.
I praksis betyder det, at vi sammen med jer afklarer:
- hvordan opslag og vejledninger skal udformes
- hvilke vurderingskriterier ansøgningerne skal bedømmes efter
- hvordan vurderings- og beslutningsprocessen skal tilrettelægges
- hvilken model der skal bruges til den forskningsfaglige vurdering
- hvilke dokumenter og oplysninger Danmarks Innovationsfond skal modtage
- hvordan processen håndteres, hvis ansøgninger vurderes forskningsfagligt ikke støtteværdige
-
Når Danmarks Innovationsfond vurderer en uddelingsprocedure, ser vi blandt andet på:
- om opslagsteksten er af tilstrækkelig kvalitet
- om ansøgningsfristerne er rimelige
- om der er objektive vurderingskriterier
- om det faglige område er beskrevet tilstrækkeligt
- om der er sammenhæng mellem de udbudte midler og det, der forventes af ansøgerne
-
Når I kontakter Danmarks Innovationsfond, er det en fordel, at I har så meget som muligt af det relevante materiale klar.
Det kan for eksempel være:
- udkast til opslag
- udkast til vejledning
- procesplan for uddelingen
- vurderingskriterier
- beskrivelse af vurderings- og beslutningsproces
- ansøgninger eller forskningsbilag, hvis ansøgningsrunden er gennemført
- oplysninger om eventuelt forskningsudvalg i ministeriet eller styrelsen
Materialet danner grundlag for, at Danmarks Innovationsfond kan godkende uddelingsproceduren og afklare, hvordan den forskningsfaglige vurdering skal foregå.
To modeller for forskningsfaglig vurdering
Den forskningsfaglige vurdering kan foregå efter to modeller. Valget af model afhænger blandt andet af, om ministeriet eller styrelsen selv har et forskningsfagligt udvalg, der kan vurdere ansøgningerne på det nødvendige niveau.
-
Model 1 kan anvendes, hvis ministeriet eller styrelsen selv har et forskningsudvalg, der kan bedømme ansøgningerne på et tilsvarende forskningsfagligt niveau som anerkendte forskere fra Danmarks Innovationsfonds forskerdatabase.
Danmarks Innovationsfond skal godkende, at forskningsudvalget lever op til lovens krav om anerkendte forskere og har den nødvendige forskningsfaglige indsigt i forhold til det konkrete opslag.
Det er dermed ministeriets eller styrelsens eget forskningsudvalg, der vurderer ansøgningerne og tager stilling til, om de er forskningsfagligt støtteværdige eller ikke støtteværdige.
Hvis en ansøgning vurderes forskningsfagligt ikke støtteværdig, er det ministeriet eller styrelsen, der har ansvaret for, at ansøger modtager et velbegrundet afslag.
Forventet tidsforløb for Danmarks Innovationsfonds vurdering af udvalg: ca. 2 uger. -
Model 2 kan anvendes, når Danmarks Innovationsfond tilrettelægger den forskningsfaglige vurdering via fondens database over anerkendte forskere.
Databasen består blandt andet af anerkendte forskere fra faglige råd og paneler, ad hoc-eksperter med tilknytning til Danmarks Frie Forskningsfond samt anerkendte forskere med tilknytning til Danmarks Innovationsfonds egne udvalg og paneler.
Når Danmarks Innovationsfond har modtaget ansøgningerne, vurderer fonden, hvilke anerkendte forskere der har tilstrækkelig forskningsfaglig indsigt i de enkelte ansøgninger. Hvis forskerne accepterer opgaven, fordeler fonden ansøgningerne til vurdering. Efter endt vurdering kvalitetssikrer Danmarks Innovationsfond vurderingerne og formidler resultatet til ministeriet eller styrelsen. Ministeriet eller styrelsen sender vurderinger, der konkluderer, at ansøgningen ikke er forskningsfaglige støtteværdig, i partshøring hos ansøger. Efter endt høringsperiode modtager Danmarks Innovationsfond ansøgers svar, som fondens anerkendte forskere herefter giver respons på til ministeriet eller styrelsen.
Lovgrundlag
Efter lov om Danmarks Innovationsfond skal Danmarks Innovationsfond godkende uddelingsprocedurer og forskningsfaglige vurderinger af ansøgninger ved ministeriers uddeling af statslige forskningsbevillinger.
Med statslige forskningsbevillinger menes bevillinger, der ikke er basisbevillinger knyttet til en bestemt institution, og som heller ikke er bevillinger til forskningsbaseret myndighedsbetjening.
Regler og retningslinjer
Kontakt

