For første gang åbner Danmarks Innovationsfond for investeringer i mindre, grønne test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter, der skal hjælpe nye grønne teknologier fra idé til marked.
Der er med Aftaler om Forskning og Innovation 2026-2029 afsat 80,8 mio. kr. i 2026 til etablering af nye grønne test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter.
For at en ny teknologi kan blive til en løsning, der bruges i virksomhedernes produkter og services, skal den kunne testes, valideres og demonstreres. Det kræver adgang til faciliteter, hvor forskere og virksomheder kan udvikle teknologien og tage de første skridt mod skalering.
Den nye søgemulighed sætter særligt fokus på de tidlige skaleringstrin. Her har forskningsmiljøer, iværksættere og små og mellemstore virksomheder brug for mindre og fleksibelt tilgængelige faciliteter – eksempelvis pilotanlæg og testmiljøer.
Investeringerne skal understøtte udviklingen inden for CO₂-fangst, -anvendelse og -lagring, Power-to-X, klima- og miljøvenligt landbrug og fødevareproduktion, cirkulær økonomi, biosolutions og vindteknologi.
Der kan søges 3–25 mio. kr. til etablering, opgradering eller udvidelse af faciliteter. Fonden opfordrer til samarbejde mellem flere organisationer, så indsatsen kan styrke sammenhængen i økosystemet for grøn innovation.
Ansøgningsfristen er 12. januar 2027 kl. 12.00.
