Omkring 80 procent af Europas havvindressourcer findes på lokationer med dybder over 60 meter, hvor flydende fundamenter er den mest økonomiske løsning til opførelse af vindmøller. EU’s mål om 300 GW havvind i 2050 nødvendiggør derfor flydende vindenergi. Men høje produktionsomkostninger, mangel på faglært arbejdskraft og et stort stålforbrug bremser udrulningen.

DeepWind2 vil løse dette ved at udvikle fuldautomatiske svejse- og efterbehandlingsrobotter kombineret med avanceret materialekontrol. Ved at styrke kritiske svejsningers holdbarhed med 30 procent kan stålforbruget reduceres markant – svarende til 200 tons stål og 420 tons CO2 per 15 MW fundament. Samtidig med den gunstige klimaeffekt, gør automatiseringen det muligt at fastholde produktionen i Danmark og Europa.

– Flydende havvind er afgørende for den grønne omstilling, men prisen og stålforbruget skal ned. Med DeepWind2 forener vi førende dansk robotteknologi med dyb materialeviden, så vi kan producere lettere, stærkere og billigere vindmøllefundamenter lokalt, siger Nikolaj Zangenberg, Centerchef ved Teknologisk Institut og projektleder for DeepWind2.

Med investeringen fra Danmarks Innovationsfond samles hele værdikæden.

Inrotech, som allerede i dag leverer svejserobot-løsninger til tykke plader, og Maxars, som leverer selvkørende overfladebehandlings robotter, skal sammen med SDU (Center for Large Structure Production) tilføre yderligere intelligens til løsningerne. FORCE Technology og Teknologisk Institut står for materialetest, avanceret restspændingsanalyse og validering. TotalEnergies er konsortiets industriekspert og rådgiver om integration med kommercielle havvindprojekter. Projektet udføres også i tæt samarbejde med Stiesdal Offshore.

Fakta

  • Danmarks Innovationsfonds investering: 13,4 mio. kr.
  • Samlet budget: 19,6 mio. kr.
  • Varighed: 3 år (2026–2029)
  • Officiel titel: Developing Efficient and Eco-friendly Platforms for Wind Innovation and Development (DeepWind2)
  • Partnere: Teknologisk Institut (Lead), Syddansk Universitet (SDU), FORCE Technology, Inrotech A/S, Maxars A/S og TotalEnergies Upstream Danmark A/S.
This page is not available in English. You’ll remain on the Danish version of the page.